Ti kommuner og deres forsyningsselskaber arbejder sammen om at finde en måde at bruge Harrestrup Å til at lede vand væk under skybrud. Den fælles plan for arbejdet, 'Kapacitetsplan 2018 for Harrestrup Å-systemet', konkretiserer samarbejdet om at sikre borgerne i oplandet til Harrestrup Å mod skader i forbindelse med en statistisk 100-års regnhændelse i åen om 30 år. Ni projekter i skybrudsoplandet København Vest er omfattet af dette samarbejde, og al planlægning, projektmodning og anlæg sker inden for samarbejdet.
I Københavns Kommune er der herudover planer om at forbedre vandkvaliteten i åen ved at mindske antallet af aflastninger fra overløbsbygværker. Der er også planer om at bringe åen tilbage til et naturligt forløb - blandt andet ved at fjerne fliserne i bund og sider - og gøre åen tilgængelig til rekreative formål.
Det forventes, at indsatsen i den endelige kapacitetsplan beløber sig til 1,1 mia. kr. Planen forventes at blive politisk behandlet og sendt til godkendelse i bestyrelserne for forsyningsselskaberne i foråret 2019. Det vil tage 20-30 år at gennemføre planen.