Renseanlæg

Der er to renseanlæg i Københavns Kommune: Renseanlæg Lynetten og Renseanlæg Damhusåen. Anlæggene ejes og drives af forsyningsselskabet BIOFOS, som er ansvarlig for rensning af det spildevand, der ledes til anlæggene.

Udover at rense spildevandet fra Københavns Kommune, renser de to anlæg også spildevand fra oplandskommunerne Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Herlev, Hvidovre, Lyngby-Taarbæk og Rødovre.

Status: Udbygning af anlæg skal sikre kapacitet og mindske forureningen af Øresund

Analyser viser, at de to renseanlæg ikke har den fornødne kapacitet til at håndtere den vandmængde, som bliver ledt til anlæggene under regn, og at der er en ubalance mellem kloakkens kapacitet og renseanlæggenes kapacitet. Separatkloakering er ikke nok til at sikre denne balance. Derfor står både Renseanlæg Lynetten og Renseanlæg Damhusåen overfor en teknisk udbygning for at kunne rense den stigende spildevandsmængde som følge af byudvikling og stigende mængder regnvand. Dette sker med henblik på at kunne begrænse mængden og antallet af bypass og dermed mindske belastningen af Øresund. Bypass er, når spildevandsmængden bliver større end den hydrauliske kapacitet i det biologiske rensetrin. I praksis betyder det, at spildevandet ledes udenom den biologiske vandbehandling og direkte til Øresund via havledningerne.

Udbygningen af Renseanlæg Lynetten og Renseanlæg Damhusåen indgår som indsatser i Spildevandsplan 2018.

 

Læs om målsætninger for renseanlæg

Læs om planer og indsatser for renseanlæg

Renseanlæg Lynetten. Foto: Hviid Photography