B.122 Separatkloakering af Refshaleøen
B.122
Indledning
Kommuneplan 2019 har udlagt Refshaleøen som perspektivområde til byudvikling. I forbindelse med Kommuneplanstrategi 2023 har Københavns Kommune fået tilkendegivelser fra grundejerne på Refshaleøen om, at de ønsker at få nye muligheder for byudvikling af deres arealer i form af et nyt plangrundlag. Nærværende projektbeskrivelse fastlægger derfor de overordnede spildevandsplanmæssige rammer til forsyning for spildevand og regnvand i takt med byudviklingen af området.
Status
Byudviklingsområdet ligger i kloakoplandene 100 og 204, som begge er privat separatkloakerede. Spildevandet ledes til Renseanlæg Lynetten, heraf størstedelen via en privat pumpestation, mens regnvandet ledes til havnen og Øresund lokalt.
Plan
Projektområdet skal fremadrettet forsynes af HOFOR for spildevand og regnvand og skal separatkloakeres, forventeligt efter det tre-strengede princip for spildevand, vejvand og regnvand. Spildevand, og som udgangspunkt desuden vand fra eventuelle veje med en forventelig fremtidig trafikbelastning på mere end 5.000 biler/døgn, ledes til Renseanlæg Lynetten. Regnvand i øvrigt fra området skal som udgangspunkt udledes lokalt til havnen og Øresund.
For at der kan opnås tilladelse til at udlede regnvandet, skal der findes en løsning til tilstrækkelig rensning af vandet. Det må forventes at dette vil medføre et arealbehov til rensning og forsinkelse. Det vil herudover forventeligt være nødvendigt at begrænse forureningen ved kilden, bl.a. ved at undgå at vandet indeholder stoffer med skadelig virkning på vandmiljøet – som fx zink og kobber fra byggematerialer, der kommer i kontakt med regnvandet.
Placering af HOFORs kommende anlæg til rensning af regnvand fra området samt udledningspunkter til havnen og Øresund vil blive beskrevet i efterfølgende tillæg til spildevandsplanen.
For matrikler, der ligger direkte ud til havnen, har grundejer ikke tilslutningspligt for den del af regnvandet, der er rent nok til at kunne udledes direkte fra matriklen uden anden rensning end sandfang. Dette inkluderer som regel afvanding af bygninger i miljømæssigt uproblematiske materialer samt pladser mm. uden trafikbelastning. Regnvand fra sådanne arealer håndteres derfor som udgangspunkt af grundejeren selv. Denne undtagelse for grundejers tilslutningspligt for regnvand gælder dog ikke, hvor der er planer om at ændre havnens fremtidige struktur fra vandområde til landområde – hvilket fx forventes i områdets nordøstlige del.
Projektbeskrivelse og ejerforhold
Kloakering af området udføres af bygherre efter HOFORs gældende forskrifter. Når byggemodningen er afsluttet, overtager HOFOR kloakken i henhold til ”Lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v.” og ”Betalingsvedtægt for HOFOR Spildevand København A/S”.
Det er en forudsætning for kloakering af projektområdet, at der forinden indgås aftale mellem HOFOR og bygherre om byggemodningen, herunder om kloakkens standard, dimensionering, placering og økonomi.
Miljøforhold
Projektområdet ændrer ikke status fra separatkloakeret, men byudviklingsaktiviteterne forventes at udvide det totale befæstede område, hvilket vil betyde en merudledning af regnvand.
Berørte matrikler
Matrikel nr. |
Ejerlav |
Påbud |
Arealerhvervelse |
Rådighedsindskrænkning |
||
Permanent (ejerskifte) |
Midlertidig (brugsret)* |
Permanent (servitut) |
Midlertidig** |
|||
Christianshavns Kvarter, København |
416 |
|
|
|
|
|
Christianshavns Kvarter, København |
432 |
|
|
|
|
|
Christianshavns Kvarter, København |
550 |
|
|
|
|
|
Christianshavns Kvarter, København |
654 |
|
|
|
|
|
Christianshavns Kvarter, København |
660 |
|
|
|
|
|
Christianshavns Kvarter, København |
661 |
|
|
|
|
|
Christianshavns Kvarter, København |
694 |
|
|
|
|
|
Christianshavns Kvarter, København |
695 |
|
|
|
|
|
* En midlertidig arealerhvervelse dækker over en fuld brugsret til et specifikt, afgrænset areal til fx arbejdsareal i en tidsafgrænset periode, typisk i forbindelse med anlægsfasen.
** Ved midlertidig rådighedsindskrænkning forstås en tidsafgrænset ret til adgang eller delvis brug af arealerne for projektets anlægsfolk. Typisk kan grundejer fortsat selv disponere over arealet under hensyntagen til den midlertidige rådighedsindskrænkning.