A4.7 Reduktion af overløb fra Pumpestation Strandvænget

A4.7

loading image
Henter kort...
static-map

Indledning

Med Teknik- og Miljøudvalgets vedtagelse af Projekttillæg 2022 til Spildevandsplan 2018 d. 4. april 2022 blev det vedtaget at pålægge HOFOR en indsats med snarest muligt at sikre en betydelig samlet reduktion af hyppighed og omfang af de årlige overløb af regnvandsopblandet spildevand relateret til Pumpestation Strandvænget. 

Nærværende projekt udgør en delvis udmøntning af denne indsats i form af en markant reduktion af Pumpestation Strandvængets udledninger via U4-ledningen til Øresund. Projektet adresserer således hovedparten af de reduktionskrav, der blev fastsat i Projekttillæg 2022. Dette gøres i første omgang ved en midlertidig løsning for at opnå en hurtig effekt. Projektet reducerer ikke udledningen til Svanemøllehavnen, men det vil blive efterfulgt af supplerende projekter, som vil reducere omfanget af udledninger til Svanemøllehavnen.   

 

Status

HOFOR har en eksisterende udløbsledning beliggende fra Pumpestation Strandvænget, via Nordhavn/Levantkaj, forbi Trekroner og ud i Øresund til Kongedybet. Ledningen er benævnt U4.  

Ved større regnhændelser vil overløb pumpes i U4-ledningen og have udløb i Øresund. U4 udleder således regnopblandet spildevand når hovedsystemet ikke kan følge med. Fra ledningens etablering i 1940’erne blev alt spildevand fra det nordlige København udledt urenset til Øresund. Siden etableringen af Renseanlæg Lynetten i 1980 er der blevet udledt regnopblandet spildevand via U4-ledningen. Alternativet til at udlede vand via U4 ville, som forholdene er i dag, være at udlede vandet i Svanemøllehavnen eller at spildevandet oversvømmer veje og kældre.  

De overløbsbygværker, hvorfra der ved overløb udledes regnvandsopblandet spildevand fra Pumpestation Strandvænget, er U4 med ca. 40 årlige overløb og samlet overløbsmængde på ca. 148.000 m³ udledt til Øresund, og UØ14.1 med ca. 3 årlige overløb og samlet overløbsmængde på ca. 9.000 m³ udledt til Svanemøllebugten. 

 

 

 

Plan

Der etableres et midlertidigt bassinvolumen i form af spildevandstanke på Levantkaj, Nordhavn, til tilbageholdelse af fortyndet spildevand, og dermed nedbringes omfanget af udledninger.  

Tankene kan nedlægges igen når Svanemøllen skybrudstunnel er etableret i forventet 2030-31.  

Løsningen bidrager positivt til miljøet og nedbringer aflastninger i Øresund markant.  

 

Projektbeskrivelse og ejerforhold

For at mindske antallet af overløb, etableres der et midlertidigt bassinvolumen på ca. 15.000 m3 til tilbageholdelse af regnvandsopblandet spildevand. Dette vil reducere antallet af årlige udledninger via U4-ledningen til gennemsnitligt en gang om året med en gennemsnitlig udledt vandmængde på ca. 9.000 m3 

Når det er stoppet med at regne, og der igen er plads i afløbssystemet, tømmes det nye bassinvolumen tilbage til fælleskloakken. Tømningen af bassinet skal koordineres med tømningen af de øvrige bassinvolumener i afløbssystemet og kapaciteten på renseanlægget, således at der opnås den størst mulige forbedring af aflastningsforholdene. 

Bassinvoluminet udføres som tanke, der opstilles på terræn med forventet ibrugtagning fra 2025 og med midlertidig driftsperiode frem til Svanemøllen Skybrudstunnel er taget i brug, forventeligt i 2030-31. 

Det vil samtidigt blive nødvendigt at flytte udledningspunktet for det fremtidige reducerede årlige overløb fra tankene til en ny placering, da det nuværende udledningspunkt via U4-ledningen ligger inden for perimeteren af Lynetteholmen. Det har ikke i forbindelse med arbejdet med spildevandsplanens Projekttillæg 2023 været muligt at nå at få fastlagt den nye placering for dette fremtidige, midlertidige udledningspunkt. Det vil dermed være nødvendigt at få fastlagt placeringen af det midlertidige udledningspunkt i et fremtidigt tillæg til spildevandsplanen, forventeligt Projekttillæg 2024. 

I umiddelbar nærhed af de midlertidige tanke skal der etableres et nødoverløb. Dette nødoverløb forventes at blive placeret til Skudeløbet og vil kun blive benyttet ifm. nedbrud, uheld og lignende og skal forhindre en nødsituation, hvor vandet løber over kanten på bassinet og ud på terræn. 

I tilknytning til tankene skal der etableres pumpestation og ledninger. Disse vil så vidt muligt blive etableret på en måde, så de kan indgå i det permanente spildevandssystem ifm. byudviklingen på Nordhavn.  

Projektets anlægsperiode forventes at være 2023-2025. Den eksisterende U4-ledning i Øresund øst for Levantkaj forventes lukket i 2025.  

 

Kort 

Nedenstående kort over Levantkaj viser bl.a. følgende elementer som indgår i nærværende projekt: 

  • Skakt Y: Eksisterende ca. 10 m dyb skakt på Levantkaj, hvorfra vand ledes fra eksisterende U4-ledning. 
  • Ventilbygværk: Planlagt bygværk, der leder vandet mod det nye bassinvolumen. 
  • Stiplede sorte ledninger der viser, hvor vandet ledes til det nye bassinvolumen – og retur til transportledning til renseanlæg. 
  • Ny pumpestation, der er nødvendig for at pumpe vand til bassinvolumen – og retur til transportledning til renseanlæg. 
  • Muligt område for placering af tanke der udgør bassinvolumen inkl. forventet placering.  Endelig placering afklares under hensyntagen til bl.a. miljøforhold, metro, byudvikling, øvrige projekter og jordbundsforhold.  
  • Nødoverløb i tilfælde af nedbrud på styring. 

 
Nyt midlertidigt udledningspunkt (for statistisk udledning én gang om året) er ikke vist på kortet, da placeringen endnu ikke er kendt. Placeringen forventes fastlagt i spildevandsplanens Projekttillæg 2024. 

 

Miljøforhold

Etableringen af midlertidige tanke med tilhørende ledninger og pumpestation på Nordhavn vil reducere antallet af overløb med fortyndet spildevand til Øresund fra ca. 40 til ca. 1 gang årligt svarende til en reduktion fra ca. 148.000 m3 til ca. 9.000 m3. Løsningen bidrager dermed positivt til miljøet.  

Anlægsarbejdet vil primært foregå på land i Nordhavn i et eksisterende industriområde, der på sigt skal byudvikles. Dermed forventes miljøkonsekvenserne i anlægsperioden at være begrænsede. Dette undersøges nærmere ifm. miljøundersøgelser, når det konkrete projekt bliver vurderet for miljøpåvirkninger, inkl. påvirkningerne i anlægsfasen.  

 

Berørte matrikler

 

Matrikel nr. 

Ejerlav 

Påbud 

Arealerhvervelse 

Rådighedsindskrænkning 

Permanent (ejerskifte) 

Midlertidig (brugsret)* 

Permanent 

Midlertidig** 

(servitut) 

Frihavnskvarteret, København 

 

 

 

* Ved midlertidig arealerhvervelse vil der typisk være tale om overtagelse af den fulde brugsret, fx til arbejdsarealer i hele anlægsperioden. 

** Ved midlertidig rådighedsindskrænkning vil der typisk være tale om en midlertidig ret til adgang eller delvis brug af arealerne for projektets anlægsfolk. Typisk kan grundejer fortsat selv disponere over arealet under hensyntagen til den midlertidige rådighedsindskrænkning.  

Ovennævnte indgreb på de berørte matrikler kan gennemføres ved ekspropriation eller ved frivillige aftaler på ekspropriationslignende vilkår. De permanente rådighedsindskrænkninger (servitutter) vil blive tinglyst på ejendommene.