A5.11 Planlægning af reduktion af overløb til Københavns havn

A5.11

loading image
Henter kort...
static-map

Indledning

Overløb med regnopblandet spildevand sker når det regner så kraftigt at kapaciteten i kloakkerne og resten af spildevandssystemet overskrides. Overløb forekommer med forskellig hyppighed og er gennem tiden blevet etableret for at undgå, at der samler sig spildevand på byens overflader og i kældre. Overløb indeholder næringsstoffer og andre forurenede stoffer som kan påvirke vandmiljøet og bakterier som kan påvirke badevandskvaliteten. For at sikre de badende, er overløbene en del af badevandsmodellen, som Københavns Kommune anvender til at varsle de badende, når badning frarådes.

 

Københavns Kommune har sammen med HOFOR igangsat indledende arbejde med at analysere muligheder og potentialer for en reduktion af overløb til Københavns Havn. Målet er at skabe en helhedsorienteret plan for reduktion af overløb til Københavns Havn og Øresund, med fokus på miljøforhold, økonomi, tekniske muligheder, badevandsinteresser og ønsker for havnens anvendelse.

Status

Der er identificeret 53 udløbspunkter for overløb omfattet af projektet. Disse er vist på nedenstående figur:

Opgaven har en vis sammenhæng med spildevandsplanens indsats til HOFOR om at reducere omfanget af overløb ved Belvedere (UØ79) til Frederiksholmsløbet i Sydhavnen og sikring af tilfredsstillende badevandskvalitet i området. HOFOR har ligeledes et ønske om at gøre seks tidsbegrænsede udledninger til Københavns Havn permanente, fordi det vil være teknisk vanskeligt og uforholdsmæssigt dyrt at undgå udledninger. Undersøgelsen af potentiale og planlægning for reduktion af overløb til Københavns Havn skal derfor desuden belyse, om de seks tidsbegrænsede udledninger skal gøres permanente, og der i stedet skal fokuseres på at reducere udledninger af regnopblandet spildevand ved overløb andre steder.

Plan

HOFOR og Københavns Kommune skal udarbejde en samlet helhedsorienteret planlægning for overløbene til Københavns Havn og Amager Strandpark. Det skal undersøges, hvordan udledningerne af overløbsvand til havnen bedst muligt kan reduceres under hensyn til miljøforhold inkl. vandområdeplanerne, økonomi, tekniske muligheder, eksisterende badevandsinteresser og ønsker for havnens anvendelse. Planlægningen skal desuden gennemføres under hensyn til kommunale planer og politiske ønsker, herunder ønsket om bedre muligheder for anvendelse af havnen til badning og andre rekreative formål.

Den igangværende planlægning for reduktion af overløb ved Belvedere (UØ79), relateret til indsatsen om dette defineret i Spildevandsplan 2018 og projekt ”A4.1 Arealreservation til Belvedere Bassin II” fra 2021-tillkægget, skal integreres i og koordineres med dette planlægningsprojekt. HOFORS ønske om at gøre seks tidsbegrænsede udledninger permanente integreres i og koordineres ligeledes med dette planlægningsprojekt.

Denne planlægning vil blive udført i dialog med en række øvrige relevante interessenter inkl. Biofos og By & Havn.

Projektbeskrivelse og ejerforhold

Planlægningsprojektets arbejde vil primært skulle foretages af HOFOR – men i dialog med relevante enheder i Københavns Kommune og relevante interessenter afdækket i forprojektet. Arbejdet skal desuden koordineres med den kommende kommunale strategi for Københavns Havn.

Den første del af planlægningsprojektet vil identificere og prioritere udløbspunkter og områder i havnen, hvor indsatser vil være samlet mest effektive ift. miljøforhold, økonomi, tekniske muligheder, badevandsinteresser og ønsker for havnens anvendelse. Herefter igangsættes arbejdet med at identificere, analysere og planlægge konkrete afløbsprojekter til begrænsning af overløb til havnen for de prioriterede områder. Disse projekter vil herefter blive indarbejdet i spildevandsplanen via spildevandsplantillæg."

Miljøforhold

Planlægningsarbejdet forventes at kunne lede frem til identifikation af konkrete projekter, der vil reducere omfanget af overløb til havnen og dermed forbedre havmiljøet.