Regnvandshåndtering

Betegnelsen regnvandshåndtering omfatter systemer til håndtering af både skybrudsregn og daglig regn. I praksis opdeles arbejdet dog, da der er tale om to forskellige typer infrastruktur, hvor skybrudsregn håndteres af skybrudssystemet på overfladen, og den daglige regn både håndteres under jorden i rør. Håndtering af daglig regn betegner de indsatser, som har til formål at opfylde målsætningerne om, at:

  • der arbejdes (på overfladen) med grønne løsninger til håndtering af regnvand i områder hvor udfordringerne med at overholde serviceniveau for kloakken er begrænsede, og/eller hvor pladsforholdene er gode.
  • der arbejdes (under jorden) med separatkloakering i områder, hvor udfordringerne med at overholde serviceniveau for kloakken er betydelige, og hvor pladsforholdene er begrænsede.

Samlet set skal frakobles regnvand fra fælleskloakken svarende til ca. halvdelen af Københavns befæstede areal. Hvor meget regnvand der skal frakobles i de forskellige områder i byen er dog forskelligt.

Separatkloakering

Separatkloakering udbredes som ny metode til håndtering af regnvand, hvor regnvandet frakobles huspildevandet og ledes gennem et separat rør til søer, vandløb og hav. Mange steder vil det kræve, at vandet renses inden udledning til recipient. Metoden skal supplere det igangværende arbejde med at skabe grønne overfladeløsninger til tilbageholdelse og nedsivning af regnvand. I forholde til en udvidelse af fælleskloakken og byens to renseanlæg er separatkloakering den billigste og mest fleksible metode til at sikre den nødvendige frakobling af regnvand.

Rensning af regnvand, der frakobles fælleskloakken, indgår også i arbejdet med regnvandshåndtering. Der er endnu ikke nationale retningslinjer for mikroplast, men Københavns Kommunen er opmærksomme på udfordringerne med mikroplast og deltager i arbejde om at udvikle metoder til monitorering og analyse.

Masterplaner

For at sikre sammentænkning på tværs af indsatser til håndtering af regnvand og for at opretholde en god samfundsøkonomi udarbejder HOFOR og Københavns Kommune masterplaner for de 60 skybrudsgrene i byen. Skybrudsgrenene er en undergruppering af Københavns syv vandoplande, der hver især udgøres af et hydraulisk afgrænset og sammenhængende geografisk område. Målet er, at masterplanerne - på baggrund af vandtekniske, miljømæssige og økonomiske parametre - skal identificere, hvad der er den nødvendige indsats i den enkelte skybrudsgren.

 

Læs om status for regnvandshåndtering

Læs om planer og indsatser for regnvandshåndteringen